Course Forskningsintegritet og Etik

ECTS: 2

Course leader: Jette Kofoed

Language: Danish

Graduate school: Faculty of Arts

Course fee: 0.00 DKK

Status: Course is finished

Semester: Fall 2023

Application deadline: 01/09/2023

Cancellation deadline: 01/09/2023

Course type: Classroom teaching

Start date: 25/10/2023

Administrator: Henriette Jaquet

NB!

Alle ansøgere er sat på venteliste indtil tilmeldingsfristen er nået!

Kurset er forbeholdt Arts studerende.

 

 Formål med kurset:Formål

  • At give en introduktion til de basale dimensioner af god humanvidenskabelig praksis: forskningsfrihed, forskningsintegritet og etik, sådan som disse er formuleret i centrale dokumenter og retningslinjer, og som de bliver håndteret i Aarhus Universitets institutionelle rammeværk
  • At bibringe de ph.d.-studerende forståelse af forskningens institutionelle og politiske indlejring, forskningens rolle, værdigrundlag og legitimering.
  • At formulere tvivl, spørgsmål om og refleksioner over forskningsintegritet og etik på måder, som er relevante for den enkeltes forskningsprojekt.
  • At give de ph.d.-studerende værktøjer til selvstændigt at reflektere over og diskutere forskningsintegritet og forskningsetiske dimensioner af deres arbejde samt de bredere forskningsfelter, disse er indlejret i.

 

Kurset tilbyder således

  • Indsigt i gældende krav og forventninger til god videnskabelig praksis og forskningsintegritet, som det er formuleret i en række centrale dokumenter, herunder det danske Code of Conduct for Research Integrity.
  • Nuanceret indsigt i begreberne om forskning, etik og forskningsetik.
  • Et fælles refleksionsrum for disse krav, forventninger og begreber, samt deres implikationer for egne forskningsprojekter.
  • Rammer for skriftligt at formulere og drøfte den enkeltes egne refleksioner af dette.

 

Baggrund for kurset

Kurset er relevant i en tid, hvor der generelt er øget fokus på forskningsintegritet, som er det begreb, der tages i anvendelse i et stigende antal dokumenter, der vedrører etik og sikring af gode forskningspraksisser. Konkret kommer det blandt andet til udtryk i krav om redegørelse for forskningsintegritet i ansøgninger, og i det første fælles nationale Code of Conduct, som er omsat på universiteterne i form af lokale politikker og praksisser. Sikring af forskningsintegritet og forskningsfrihed involverer både overordnede principper for forskningen, og at disse principper gøres relevante og sikres integreret og foldet ud i de enkelte fagdiscipliner og forskningsprojekter.

Kurset er baseret på den antagelse, at overvejelser om forskningsintegritet, forskningsfrihed og etik hverken er en afsondret del af et forskningsprojekt eller forbeholdt bestemte instanser i forskningsinstitutionerne, men må gennemsyre hele forskningsprocessen og forskningssamfundet. Samtidig handler god humanvidenskabelig praksis om en lang række forskelligartede forhold. Nogle discipliner indebærer tæt kontakt til menneskelig hverdagspraksis, hvor informeret samtykke, tilsagn om deltagelse, omgang med udsatte grupper, beskyttelse af data etc. særligt må tages i betragtning. I andre discipliner træder andre områder i forgrunden, det kunne fx være spørgsmålet om, hvordan man sikrer analysernes validitet, hvordan man sikrer fair fremstilling af et omfattende forskningsfelt eller hvordan forskningsresultater kan bringes videre ud i verden. Men spørgsmålet om god humanvidenskabelig forskning og forskningsintegritet handler ikke kun om udfordringer i de forskellige genstandsfelter, men også om hvilken faglig etos vi retter os efter. Bredt på tværs af discipliner bliver forskningsintegritet til spørgsmål om forskerpositionering både i forhold til de grupper man studerer, de tekster man analyserer, forskningsprojektets finansiering og institutionelle indlejring og måderne, hvorpå forskningen bringes i spil politisk og organisatorisk.

Med sammensætningen af oplægsholdere rejser vi sådanne etiske problematikker og spørgsmål om forskningsintegritet som anliggender, der vedrører alle humanistiske fag. Her bliver det muligt for de ph.d.-studerende at præcisere, hvori problematikker vedrørende forskningsfrihed, forskningsintegritet og etik viser sig inden for deres forskningsfelter og hvordan de kunne bringes ind i deres afhandlinger. Etiske problematikker i det humanistiske felt er lige så heterogene som de humanistiske fag er i sig selv. Med et kursus om etik og forskningsintegritet på tværs af humanvidenskabelige discipliner bliver det muligt at få øje på både de forskellige fags særlige problematikker, og forhåbentlig også at identificere fælles problematikker, som er særlige for det humanvidenskabelige felt.

Kurset bereder vejen for sikring af en høj standard for forskningsintegritet og etik blandt de yngste af fakultetets forskere med afsæt i de nationale standarder, og med respekt for de forskellige fagdiscipliner og de enkeltes forskningsprojekter. At forholde sig til disse spørgsmål er at opøve faglige dyder og god forskningspraksis og at overholde forskningsetiske principper. Men det er også et spørgsmål om at gennemtænke princippernes indlejring i og betydning for de konkrete forskningsprocesser samt at tænke indlejringen af principperne sammen med de forskellige fags særlige traditioner og fagenes og universitetets særlige rolle i samfundet.

 

Forventninger til deltagelse

Deltagerne forventes at:

  • læse udsendt materiale inden kursusstart
  • sætte gang i en refleksion over hvilke etiske og forskningsintegritetsmæssige dimensioner, der er aktuelle i egen forskningspraksis
  • udarbejde og modtage feedback på et kort refleksionspapir
  • deltage aktivt i diskussioner og refleksioner på kurset.

Før kursusdag 1: der udarbejdes en projektbeskrivelse på 1 side, i ansøgningsskema. Heri skitserer den ph.d.-studerende sit forskningsprojekt. Skitserne tjener som grundlag for oplægsholdernes forberedelse, og rundsendes til de øvrige kursusdeltagere, så deltagernes konkrete udfordringer også kan indgå som basis for diskussionen.

Før kursusdag 2: Der udarbejdes et 2-3 siders refleksionspapir på baggrund af diskussioner fra første kursusdag. En medkursist giver kort skriftlig, kriteriebaseret feedback på 2-3 spørgsmål formuleret af forfatteren. Kursisterne forsynes med instruktioner vedr. feedback ved afslutningen af dag 1. I begyndelsen af dag 2 får kursisterne mulighed for kort at drøfte refleksionspapir og feedback med 1-2 medkursister. Tidsfristerne fremgår på side 1.

 

Kursusform

Kurset vil bestå af oplæg, plenumdiskussioner, peer-feedback, faciliterede gruppediskussioner og øvelser. Kurset forestås af en/to kursusleder(e), som fastholder den røde tråd, lægger op til diskussion og relaterer til de studerendes egne projekter, fagområder og praksisrefleksioner.

Course dates:

  • 25 October 2023 10:15 - 16:15
  • 29 November 2023 10:15 - 16:15